Jeg startede med at bruge spejlreflekskameraer midt i 50’erne med et Exacta Varex. I 1962 et Minolta C1 med koblet, separat lysmåler og to objektiver - en gave fra importøren Paul Westheimer. Gennem årene blev det til fem Minolta kamerahuse og otte objektiver. Det absolut bedste af kamerahusene var XD-7, der blev til i et samarbejde med Leitz Leica. Havde også 6x6: Minolta Autocord, et Rolleicord, Mamiya C33 m. håndgreb, skakt- og prismesøger og to objektiv/lukker sæt, + Mamiya Press til plan- og rullefilm (6x9). Idag er intet af det noget værd, selvom det fungerer perfekt (og objektiverne dengang ofte blev fremstllet med 5-6 elementer af forfinede linsestrukturer, konkave og konvekse, og var coated med UV-lysbrydende, reflekterende metallegeringer). Har foræret det hele væk. Man kan 2020 dårligt få en god farvediasfilm mere.
Har forlængst fået et Canon EOS med 10-300 mm objektivsæt, nedlagt mørkekammeret og erstattet det med en almindelig stationær PC med et godt grafikkort, Corel Paint Shop Pro 2020, en lille Epson-scanner og en brugt HP Pro farvelaserprinter, samt en dygtig leverandør til store print.
Ikke flere kar, tanke, flasker og skåle med giftige, allergiskabende fremkaldere, omvendebade, iseddike, blødgører, bleger, fiksér, formalin, kaliummetabisulfit, udslet på hænderne og et kæmpe vand- og elforbrug.
Slut med det dunkle, grønlige og røde arbejdslys, forskelligt fotopapir i mindst tre gradiationer, termometre, termostater, varmelegemer, tænger, klemmer, spoler, udsugning, forstørrelsesapparat m. to objektiver, afmaskninger, efterbelysninger, korrektionsfiltersæt, to stopure, linserens, mårhårsbørster, antistatiske klude, klaprammer, skæremaskine, højglanspresse med polerede, forcromede stålplader, skalpel- og penselretouche!
|