Nødebo Kostskole

 

Nødebo Kostskole i
50'erne var noget
helt specielt. Rektor
hed Jacob Friis. Han
huserede i hoved-
bygningen med sin
kone Helle og døtrene
Ellen og Jette.
Han var søn af maleren
Andreas Friis, hvis
store, dramatiske
oliemalerier hang
overalt i
hovedbygningen

 

Det daglige
brød

 

Nødebo Kostskoles økonoma gennem mange år, fru Keldorff

 

Morgenmaden bestod af rå havregryn eller havregrød, brød, margarine og marmelade. Middagsmaden var også dagens “fællesmøde”, hvor rektor altid havde noget at sige. Der skulle være HELT stille, inden han begyndte. Når han bagefter sagde “værsgo’”, var det signal til at gå igang med en varm ret og dessert. Populæreste retter var selvfølgelig frikadeller, hakkebøf, medister og krebinetter.

Det værste køkkenet kunne præstere var f.eks. rødbede- og selleribøffer. Desserterne var enkle og søde, som børn kan li’ dem. Inden der blev sagt værs’go’ anden gang, uddelte Jacob Friis eller en lærer post ud.

Der var altid the, saft og rugbrød med fedt/salt eller hindbær marmelade om eftermiddagen. Aftensmaden bestod af 3 slags brød, 4 slags pålæg, lidt rester, mælk og saft.

 

Skuespillerbørnene
og de socialt anbragte

 

Der gik fast 60 drenge og piger som kostelever på Nødebo Kostskole, samt enkelte dagelever fra Nødebo by. En del af eleverne var "børneværnsanbragte" fra Københavns Kommune. Nogle af dem havde ingen sko eller lange bukser og kom fra kummerlige forhold. Men hovedparten var privat anbragt af fortravlede eller fraskilte forældre, som gik ind for en blødere pædagogisk linie end f.eks. Stenhus eller Herlufsholm.

Flere turnerende scenekunstnere fik ofte bragt deres yngel på Nødebo. Skuespilleren Lars Knutzon (søn af skuespillerinden Lulu Ziegler) gik der nogle år fra 1950. Også Inger Stenders sønner - Steen Flindt-Larsen og hans lillebror Ole.

Om skolens pædagogiske grundlag:
Sorø Amtstidende, 14. maj 1955.

 

Forfattere
og malere

 

Skolen udmærkede sig ved kun at have 3 uddannede lærere! Til gengæld blev vi så også undervist af andre ildsjæle, der efter bedste evne stræbte efter at gøre elevernes ophold på skolen både tåleligt, levende og inspirerende.

Forfatterne Finn Gerdes og Leif E. Christensen var mine klasselærere. Maleren Poul Hauch-Fausbøll, Gunnar Sneum og Henning Egelund var også lærere på skolen.
Desuden var der en engelsklærer kaldet Lindy, en dekoreret tidligere befalingsmand i “The Buffs”.

Jeg gik på Nødebo Kostskole i 3½ år fra marts 1951.

 

Bagsiden af læskur i parken dekoreret af maleren Poul
Hauch-Fausbøll

 

Lærer Henning Egelund og
rektor Jacob Friis

Hjem hver
fjortende dag

 

Med stor ansvarlighed deltog eleverne i hele hverdagen. Det galdt sengeredning, rengøring, affaldshåndtering, borddækning, hjælp med opvasken, bordopstilling (spisesalen blev også brugt til undervisning) eller krisehjælp til kammerater, der følte sig til overs eller ikke havde hørt noget hjemmefra længe. Vi var alle i samme båd! Lidt mobning var dog alligevel udbredt, sikkert pga de store sociale forskelle.

 

Humberen

Ældste klasse klar til afgang i Humberen

 

De privat anbragte kostelever kunne komme hjem på weekend hver 14. dag, hvis forældrene ellers gad se dem. Vi blev kørt samlet fra skolen til Hillerød St. eller (mest) Hans Knudsens Plads i København.

De første år kørte vi op til 10 elever i en højt larmende 2-takters Gutbrod Atlas kassevogn, der var bygget til små gartnerier. 3 gear. Vi sad på smalle hjemmetømrede træbænke. Det var ret risikabelt og komplet ulovligt! gutbrottenVarevognen havde meget svært ved at forcere Geels Bakke i Holte og den osede og larmede utroligt meget. Senere blev vi kørt i en enorm sortlakeret Humber Limousine med bløde siddepladser til 10, hvis vi rykkede lidt sammen! Skolens pedel var altid chauffør.

Skolens
hovedbygning

 

NK_10_000

Nødebo Kostskole ca. 1953

 

Nødebo Kostskoles hovedbygning (bygget1884) havde i midten af 50'erne klokketårn. Der var rektorbolig, lærerværelse og kontor i venstre side - lidt over halvdelen af 1. sal var pigeafdelingen. Der var også 3 klasseværelser og en kælder med stort køkken, baderum, værelse og depoter.

 

Lillebo og
Drengebo

 

Drengebo

 

De yngste drenge boede i Lillebo på den anden side af Kildeportsvej. Skolens større drenge boede i "Drengebo", som var en løbesodsstinkende, nedslidt og mangefuld isoleret bygning i bunden af den store park. På Drengebo var der i stueetagen et flisebeklædt vaskerum og tre WC’er, et klasseværelse, et træværksted, et lægeværelse og desuden en bolig for lærer Hans Graversen og hans kone Karen med deres lille datter Anne og den fire år ældre søn Klaus. 1. sal rummede fire værelser med skråvægge, hvor der i hver boede 6-8 drenge i køjesenge. Værelserne var udstyret med en stol til hver og et spinkelt bord. Det lille, stinkende oliefyr i Graversens lejlighed kunne langfra dække vinterens varmebehov.

Ofte inviterede Graversen enkelte små grupper ned i den lille, hyggelige lejlighed for at læse højt af eventyrlige historier en halv times tid. Det var også for mange af drengene en sand lykke at komme ind og opleve et “rigtigt” hjem - ind i en privatsfære.

Alle drengene kom i varmt brusebad en gang om ugen. Det foregik på forskudte tider i hovedbygningens kælder og det var hundekoldt at stå der med bare tæer i underhylere i kælderhalsen og vente på sin tur. Badet tog ca. 45 sekunder! Pigerne havde derimod deres eget opvarmede badeværelse med kar på 1. sal.

 

Lillebo

Fra Nødebo
til Asserbo

 

Forstander Jacob Friis flyttede senere skolen til større faciliteter på det tidligere Hotel Asserbohus nær Frederiksværk, hvor bl.a. Sebastian (Knud Christensen) og Lotte Tarp kom til at gå. Efter nogle år i Asserbo solgtes ejendommen til Tvind. Skolen lukkede og drejede nøglen om.

 

 

Erindringsbillede fra Nødebo Kostskole i 50’erne

 

- skrevet i 1960’erne, redigeret indhold 1970/2013/2015/2018

 

 

 

 

 

Kostskolens bygning for de lidt større drenge hed Drengebo - en gammel, ussel, uisoleret bygning i bunden af parken. Huset var af gulpudsede mursten og der var lagt fliser på bagsiden til indgangen i midten af bygningen. Mit værelse var blåmalet og lå under taget på vestgavlen: “Det blå værelse”. Det kunne lyde uhyggeligt, men det var den gennemgribende stank af løbesod, der var det værste. Der var en stor fransk altan med udsigt til Grib Skov og en gammel poppelallé i højre side af synsfeltet.

Nedenunder det røde og blå værelse lå den opsynsførende lærers lejlighed. Han hed Hans Graversen og var gift. Konen var utrolig sød og ikke specielt køn, lidt anonym. Deres hjem var varmt og hyggeligt. Der var altid pænt og ordentligt. Og Graversen røg pibe og han havde mange af dem. Han var god til at tage sig af børn. Mange aftener sad 8-10 stykker af os og fik en godnathistorie på gulvet i stuen, mens de "uvaskede, langsomme og rodehovederne" sammen med de mindste måtte blive i sengene ovenpå. Jeg elskede disse stunder i et ægte privat hjem. Hans Graversen var vist tidligere højskolelærer og han underviste også i gymnastik og havde ellers kontrollen med Drengebo's 26 drenge uden for skoletiden.

Drengebo's underetage rummede desuden en lille flisebelagt hall med plads til overtøjet og taskerne. Ved siden af lå det iskolde vaskerum: Med tre toiletter, en pisserende og et langt rustfrit fodertrug med 5 koldvandshaner over. Endvidere et lille sygeværelse, et lille træværksted, et rengøringsrum og et klasseværelse. Graversens privatbolig fyldte 1/3 af huset. Førstesalen bestod af fire soverum, hvor det var meget sparsomt med møbler - kun sengekøjer, fire træstole og et højt bord i hvert rum.

Det var Graversen, der gav mig lov til at mørklægge rengøringsrummet, da billederne fra mit første kamera, et Agfa Clack 6 x 8, skulle fremkaldes. Det var svært at forstå brugsanvisningerne rigtigt, mest det med at forstå vigtigheden af de rigtige temperaturer på væskerne, men det lykkedes alligevel at lave billeder under disse usle forhold blandt skrubber, mopper, brun sæbe og grus på gulvet.

Micky var hele skolens idol og ikon og det gav naturligvis en vis status at bo på værelse med ham. Han var den ældste af eleverne, gik ikke i klasse med nogle, men fik undervisning på et helt andet niveau end os andre. Hvor det foregik, anede jeg ikke. Micky var den flotteste, sagde pigerne. Så sydlandsk af udseende og med tætte mørke krøller på hovedet. Det spanske efternavn Miguel blev mumlet som en slags mantra af flere elever. Der blev smagt på det: “Mi-gu-æl”! Han havde pigegysende hår på armene. Og han tog aldrig del i de daglige pligter, som andre elever døjede med. Det var han højt hævet over. Vibeke, skolens smukkese pige, havde han også kysset rigtigt med tungen, fortalte rygtesmedene. Micky gik kun på skolen i kort tid, husker jeg. En dag var han pludselig væk. Rejst til Spanien med forældrene, sagde man. Der skete bagefter et par væsentlige ændringer i hakkeordenen blandt drengene. Og i stedet dukkede der nu og da nye drenge op i Micky's gamle køje. Jeg husker ikke navnene på alle afløserne. Men de var en spændende forandring.

Den rødhårede knægt med de lidt plirrende øjne - Kristian hed han, men altid kaldt Krea, var modig og vovet. Krea, som jeg delte køje med i lang tid, var fast beboer på det blå værelse i en årække. Han dukkede en dag efter en weekend hos forældrene på Amager op med et induktionsapparat og en stor 3-220 v transformator. Ved sin pludselige entré på det blå værelse med dette apparatur skabte han straks helt nye legemuligheder og forestillinger om virkeligheden hos alle på værelset. En dag havde vi efter nøje planlægning i fællesskab forbundet 3000 volt induktionsstrøm til dørhåndtaget ud til den lange skabsgang, som forbandt de fire drengeværelser på første sal. En anden ledning blev snoet ind i et vådt håndklæde og lagt uden for døren. Der var mange, der gik lige i fælden! Ofte kunne vi vente flere timer på, at der skulle komme gevinst, men når offerets gråd og skrig om hjælp efter det store forkrampende stød gjaldede rundt i bygningen, ja, så jublede vi, slog strømmen fra og fik gemt hele skidtet væk i en loftslem, inden der dukkede en vagt eller lærer op.

Krea med den store snilde og frækhed fik også ved hjælp af nettranformatoren lagt lys ind i alle vores senge på det blå værelse. En lille 3 volt lampefatning blev skruet ind i sengestolperne. Strøm på trafoen og lys over land! Trafoen lå vildt snerrende under Krea's hovedpude hver nat. Han fik et par nætter efter installationen et elektrisk stød i hovedbunden, fordi puden var gledet væk i løbet af natten, men efterhånden fik han færrre og færre af disse elektrochok og vi andre vænnede os efterhånden til den lille sengelampe med en pære fra lommelygten. Den lækre følelse ved selv at bestemme dagens længde efter kl. 22 varede i mange måneder. Det med lyset blev selvfølgelig opdaget en dag - og den ansvarlige lærer for opsynet med Drengebo forlangte det fjernet, selvom han ikke kunne lade være med at skjule en vis beundring over 14-årige Krea's tekniske snilde. Ordren om at rive stikket ud og fjerne det hele kom med et lunt smil fra lærer Hans Graversen, der heller ikke protesterede over, at nedrivningsarbejdet måske tog lidt for lang tid.

Rektor hed Jacob Friis. Og jeg beundrede faktisk det menneske. Han var barsk overfor sin kone, sagde sladderen. Men hun var fandeme også strid at høre på nogle gange. I hovedbygningens lille hall havde jeg og andre flere gange hørt hende råbe og skrige de mest forfærdelige ting. Men han var en god pædagog, som indpodede alle børnene en sand overflod af kultur: God malerkunst på væggene, bl.a. af faderen Andreas Friis. Kontoret rummede masser af blokfløjter, nogle endda med ventiler, tamboriner og små trommer. Bøger om alting, leksikon, papir, papir og mere papir. Akvarelfarver og oliemaling. På skolens kontor stod også et velspillende flygel, der var blyindfattede ruder og et farvestrålende mosaikvindue lige under loftet i hovedbygningens gavl. Det så skide flot ud og fangede synssansen som et lyn, når man trådte ind på kontoret. Lugtesansen blev heller ikke snydt på rektors kontor. Der duftede af bøgernes skindrygge, sprit fra dublikatoren og en masse andre ting. Jeg var med til at skrive og tegne et skoleblad, som blev til på kontorets lille spritdublikator. Bladet kom til at hedde "Genspejlet". Vi var en fra hver klasse i redaktionen og Hanne Schultz-Nielsen to klasser under var god til at tegne og lave overskrifter. Hun blev senere gift Hastrup og “opfandt” Cirkeline og hendes musevenner Frederik og Ingolf. Som fast skribent knoklede Jan Bredsdorff (2017 på Bali) med artikler og prosa.

Over kontoret lå "privaten", som var meget, meget privat. Jeg var kun derinde to gange i hele min tid på skolen, den ene gang fordi jeg var længerevarende syg og trængte til ekstra omsorg i luksusomgivelser et stykke tid.
Rektor Friis havde 2 døtre. Sødere end prinsesserne på Fredensborg. Når de sammen med moderen kom hjem fra indkøb i København eller Hillerød, kørte de standsmæssigt op foran skolens hovedbygning i skolens mørkeblå 8-sædede Humber Pullman belæsset med pakker og en smilende Jacob på trappen til at tage i mod dem. Ligesom når Kong Frederik tog i mod sin Ingrid og de små prinsesser på Fredensborg Slot!

I hele skolegrundens længde lå den dunkle nøddealle op ad Grib Skov, som med årene blev vidner til masser af kys og kram. Parken var lys og åben med en stor rødbog i midten - et godt klatretræ, hvor man fra toppen kunne se langt ud over Esrum Sø og til Skipperhuset i Fredensborg. Der stod også en klynge taksttræer lidt nede i parken, som var et yndet skjulested på natlige togter i pyjamas. "De 3 graner" - vi mødes under De 3 Graner i nat! En yndet afslutning på mange små sedler og kærestebreve til pigerne i hovedbygningen.

Lige uden for skoleporten på vejen mellem Nødebo og Gadevang havde skolen desuden lagt beslag på to små huse. Her boede de aller yngste drengeelever - "Lilleboerne", samt den hjertevarme dansk- og tysklærer Henning Egelund. I et tredie hus på vejen boede fru Keldorff (billedet). Hun var skolens madmor og økonoma. Det var hende, der tirrede mine smagsløg groft med selleribøffer, stegte sild, vandgrød og anden uspændende landkost på discountniveau. Jeg elskede dog denne svedige, store kvinde, som altid fjernede den værste sult med tykke humpler rugbrød med leverpostej, marmelade eller groft salt - et uundvaerligt supplement til drenge i opvækst! Fru Keldorff var rørende sød mod mig og de andre elever. Hun kunne også give et knus, så svedaftrykket fra hendes enorme barm hang som perler på islændertrøjen bagefter. Og hvis rødbedebøffen, man fik tildelt ved måltidet i spisesalen, var for branket, gav hun altid en ekstra tallerken kartofler og sovs, hvis man bagefter gik ned i køkkenet og klagede sin nød og sult.

Når vi skulle spise, måtte vi først stå i en lang kø gennem hele kælderhalsen i hovedbygningen. Kun drengene. Køen bevægede sig langsomt op til den madsal, som uden for spisetiderne også fungerede som klasseværelse for ældste klasse. Når køen endelig var i bevægelse, var pigerne allerede ankommet ad trapperne fra 1. sal, hvor de boede.

Det var i en kø i kælderhalsen, at jeg fik mit første sæbeøje af en dum og halvfed dagskoleelev fra Nødebo by. Hvorfor jeg fik den på tuden, fandt jeg aldrig ud af. Jeg løb grædende ned til Drengebo og gemte mig under dynerne i flere timer. Graversen sygemeldte mig og fru Keldorff sendte Jan Bredsdorff fra mit værelse ned med lidt god mad. Og i lang tid kunne jeg bade mig i især pigernes enorme sympati for mig. Jeg havde ikke slået igen. Jeg var et virkeligt OFFER. Og skiderikken, der havde basket mig een, var jo ikke kostelev, så ham var der ingen sympati for.

I begyndelsen af kælderhalsen var der på venstre side eet baderum med varmt vand. Og med kun to brusekabiner. Hovedbygningens oliefyr kørte i højeste gear mens op til 24 drenge var i bad lige efter hinanden. Der var 30 sekunder til hver. Alle klædte om og tørrede sig på det iskolde gulv lige uden for. Gulvet sejlede for det meste i brunt pladder. Men alle tog det i stiv arm og nød det varme vand og duften af shampoo. Det var noget helt andet end den daglige klatvask over fodertruget i det nøgne og kolde baderum på Drengebo.

I hovedbygningens kælder lå også et undervisningslokale, hvor der både var koldt og lidt fugtigt. Her stod den som regel på tysk, som jeg hadede mere end vold. Tysklæreren Henning Egelund var ellers en fin og godhjertet fyr. Han havde altid lidt rødmossede kinder af al den friske luft og hans østrigske kone hed Veronica. Hun benyttede en meget lattervækkende dansk-østrigsk dialekt, som alle på skolen kunne efterligne. På et lille værelse overfor trappen til “upstars” boede en sød, smuk og glad køkkenpige.

Ugens lommepenge for kostelever blev udbetalt hver fredag fra en lang kø med Graversen som kassemester. 50 øre (senere 75 øre)! For 25 øre kunne jeg nede hos bageren i Nødebo få to kanelsnegle og en pinnochiokugle. Bagermesteren havde indrettet en lille cafe med spiseborde til venstre for butikken. Rummet var meget lyst og vendte ud mod vejen og præstegården. Op ad endevæggen ind til hans egen lejlighed stod et ret stort akvarie. Hans pryd, kærlighed og stolthed! Der var flere gange grovkornet sabotage mod fiskebestanden og vandet omkring den. Jeg hørte mindst tre foredrag fra ham om, at man bare ikke kunne være så dumme og hensynsløse som os, og at rektor nu ville få besked om navngivne drenges hærgen af bassinet. Efter en dag, hvor akvariet flød med rester af wienerbrød, halvdøde fisk og en isvaffel, ringede bageren til skolen. Forstander Jacob Friis blev meget, meget vred og holdt en lang, formanende tordentale med lynende øjne for alle elever inden middagen.

Og den anden 25 øre af lommepengene? 5-10 øre gik som regel til gæld og resten til regulær slik, som havnede under madrassen eller oppe under hovedpuden og måske holdt ugen ud.

 

 

 

 

 

En dansklærer på Nødebo Kostskole 1953:

Leif E. Chrisensen - toneangivende eksponent for tidlig efterkrigslitteratur.
Han debuterede i 1951 med novellesamlingen »Tyven i Tjørnsted«. Kritikken kaldte ham årets litterære sensation: »Det første store prosahåb i vor litteratur i mange år«, skrev den indflydelsesrige Jens Kruuse i sin anmeldelse. Bogen blev revet væk, og så kunne alle ved selvsyn se, at Karen Blixen i den unge lærer fra Nødebo Kostskole havde fået en arvtager, som den verdensberømte baronesse måtte anerkende. Så kom den historisk filosofiske roman »Fru Ullas forløsning« fra 1956 og novellesamlingen »Esben Grønnetræs puslespil« fra 1959. Med romanerne »Træslottet«, »Firklang i Lund« og »Kvinden fra Østen« tog forfatterskabet i 1960erne en ny retning, og nu var det de nye franske romanforfattere Claude Simon og Michel Butor, der blev holdt op som forbilleder. »Drejebogen« fra 1970 blev et punktum for et af efterkrigstidens vigtigste forfatterskaber. (kilde: Berlingske Tidende og Ejnar).


Mit sidste kostskoleår
Det sidste skoleår blev temmelig hektisk med en masse frihedsberøvelse! Min klasselærer, den sprudlende og dynaniske forfatter Finn Gerdes (der senere hærgede At Tænke Sig i POL), fik i efteråret af skolen til opgave at pace den lille ældste klasse på syv elever op til at tage en primiliæreksamen med fremmede censorer på Akademisk Studenter Kursus. Henning Egelund, Paul Hauch-Fausbøll og de andre lærere blev involveret. Flere betalende forældre havde nemlig efterspurgt en form for afgangseksamen.

Jeg var fagligt bagud der i ‘53! Mit verdensbillede var mildt sagt snævert. Uden forældreindflydelsen var kostskolens interne univers og gamle kammerater fra Bernadotteskolen i Hellerup mit omdrejningspunkt. Min samfunds- og verdensindsigt var på nulpunktet. Livet og drømmene handlede kun om piger, sjov og jazz!

Forstander Jacob Friis gav mig besked på de følgende måneder at møde hver tirsdag og torsdag til ekstraundervisning fra kl. 18:30 på 1. sal i det nu nedrevne købmandshus på hjørnet af Kildeportsvej i Nødebo, hvor skolen havde lejet et par værelser til forfatteren Leif E. Christensen, som var lærer på skolen. Han blev det efterfølgende halve år min hjælpelærer og en slags inspirator og mentor. Han knoklede det meste af pensum igennem med mig i sin lille lejlighed og lærte mig også en masse om dansk retskrivning og litteratur. Ind i mellem læste han paperbacks, stillede spørgsmål, røg et par piber, skrev lange noter med blyant eller arbejdede videre på gamle blyantsskitser. En rar og tryg atmosfære. Jeg blev hver gang budt velkommen med et krus sort the og cookies nede fra købmanden. Kl. 21 sagde Leif E. farvel med et klap på skulderen. Jeg gik op til Drengebo og lige ned under dynen. Træt
og mættet af indtryk. Leif E. var et vidende, stille og eftertænksomt menneske, syntes jeg. Han kunne skabe ro og balance.

Underligt nok mødte jeg omkring 2015 Leif E.’s datter til en frokost hos Hanne Hastrup. Hun fortalte, at faderen levede endnu, men frarådede mig at opsøge ham i hans lejlighed på Østerbro i Kbh. Hun antydede, at han var svær at få kontakt med og at han røg en fed nu og da. Måske fantaserer han også over, hvordan det er gået med hans specialelev fra 50’erne.

 

 

 

 

 

 

Billedserier 400 x 600

Diverse

Website_Design_NetObjects_Fusion


Alle fotos på billedsider:
©Sten Utke

Puglia
Roma - i hælene på Thorvaldsen
Roma på godt og ondt
Napolibugten
London
Toscana
Danmark dejligst
Colli Albani - Albanerbjergene
Et torp i de østskånske skove
Venezia
Gamle biler

Willys Place i Vester Voldgade
Nødebo Kostskole i 50’erne
Disco på den gamle færgekro
Klammerhøj i Tibirke Bakker
Tibirke Bakker
Gamle kuffertmærker
Billedbunken
Aner
Anegalleri
Surt og Sødt

 

 

 

 

 

 

 

Sten Utke | Langebjergvej 204A | DK-3050 Humlebæk | 30254894