Thule, Dundas 1960-61

Blev ansat af Kgl. Grønlandske Handel (KGH) som skiltemaler på Thule Air Base i Base Exchange (BX, PX) i 1960. Jeg havde dengang ofte malet skilte i frihånd eller med skabeloner og desuden arbejdet med serigrafi.

Efter security-check og besøg på den amerikanske ambassade, kunne jeg komme afsted med SAS til Søndre Strømfjord.



Overnattede et par døgn på Sondrestrom Air Base og kom herefter med et godt opvarmet Hercules-fly nordpå til Thule og blev indkvarteret i barrack 143.

Skilteværkstedet i BX'en manglede både det ene og det andet. Det galdt værktøj, redskaber og materialer. Der var knastørt og brølende varmt på det snævre værksted, der lå lige op ad et BX’ens “mechanical-room” med et støjniveau tæt på ca. 100 db. Og der var ikke styr på ret meget! Jeg blev hurtigt grundig træt af store-manager Malina og hans amerikanske souschef, der manglede evnen til at kommunikere ordentligt. Og den danske mellemleder havde ingen selvstændige meninger om biksens udsmykning.

Malina (“Deadly Dudlee”, kaldte de ansatte ham) lovede fra en liste, jeg havde givet ham, at skaffe nogle brugbare arbejdsredskaber, men det blev aldrig til noget, selvom der jævnligt kom fly med varer til os. Det meste af det der ankom, var fejlbestillinger, f.eks. fire stive murerpensler, et tobaksskab og lidt ensidig farvet A2-karton, der var så udtørret og krumt, at det ikke kunne rettes op uden at knække. Der var ingen klinge til skærekniven og den solutionbaserede lim tørrede ind på sekunder! Der manglede vigtige tal og bogstaver fra sættekasserne. Vigtige materialer manglede.

Her lærte jeg, at man på Thule (eller for den sags skyld på alle amerkanske baser) aldrig kan stille krav til leveringer, men tålmodigt må arbejde videre med de midler, der findes her og nu! Og sådan blev det!

Men jeg brokkede mig højlydt! Chefen endte dog med at sætte mig fra jobbet efter et ret heftigt skænderi på kontoret.

Jeg opdagede også, at jeg måske var en slags perfektionist med hang til “flueknipperi”! For hvor store krav stillede BX’ens kunder egentlig til skiltning og udsmykning, når det kom til stykket?

Men der kom alligevel en lykkelig afslutning på den lidt håbløse situation, hvor jeg var på nippet til at rejse hjem med første fly:

BMEWS - flere kæmpe radarskærme vendt mod Rusland. De kom vist aldrig til at virke rigtigt!

Forårets smeltevand på vej ud mod fjorden. I baggrunden benzindepoterne og Thule-fjeldet.

Happy Hour i NCO klubbens bar. Alt var simpelthen grratis i flere timer.

Navn ubekendt. Dette countryband med lapsteel og fiol spillede utroligt godt en uge i Officers Club.

Hyggekaffe med venner i barakens fællesrum & bar (jeg står selv th.)

Jeg fik tilbudt et job i Service Club Cafeteria, nabo til basens biograf, som dagligt havde mange hundrede besøgende. Og det bekom mig helt fint at komme ud og møde en masse mennesker efter flere måneders totale isolation på BX’ens støjende skilteværksted. Startede "cafeteria-karrieren" som busboy (afrydder), avancerede efterhånden til opvasker. Senere arbejdede jeg bag counteren, lavede sandwiches og lærte at lave rigtig grillmad. Endte på en høj stol ved kassen som “kassedame”.

Var sammen med flere fantastiske amerikanske jazz- og country musikere på turné. Blev (med en nødvendig pause) kæreste med den Monk-inspirede pianist Sylvia G. under flere USO-besøg. Blev også ven med en demokratisk politiker, som elskede min tunasalad-sandwich med fint-hakket blegselleri og krydderurter, jeg havde indsamlet fra B-mountain. Han ville høre alt om Fyrkat, Mariager, Hamlet og Denmark, hvor hans kone vistnok havde Hobro-aner langt tilbage i tiden.
 

Den faste grillkok de år hed Bent,
en stor fyr med fantastisk flair for jobbet. Han kunne grille 10 burgere ad gangen og stadig have plads til et par løg-omeletter og et par toast.

Der arbejdede også en airman fra Texas som fast opvasker. Han hed Tucker. Køn var han bestemt  ikke, med alt for store øjne og flapører, men han kunne knokle, så sveden drev af ham. Ham og jeg var ofte sammen ude på den udvendige rampe, når det godt forsinkede hakkekød ankom på store paller fra Goose Bay Air Force Base. Vi kunne ofte skrabe mug, larver og slim af de rummeter-store kødblokke i timevis, indtil vi nåede ind til noget nogenlunde spiseligt. Denne næsten optøede brune og blodfyldte rest blev så blandet godt op med hvidløgspulver og salt inden det blev omrørt, formet til burgerstørrelse og frosset ned igen.

Polarrævene (og måske mange andre dyr) fik glæde af "det levende", det grå og slimede, som vi smed ud til dem fra rampen, ofte omkring 50 kg. af gangen. Velbekomme, små kræ!

Service Club Cafeteria’s boss var en spøjs rødhåret civilklædt amerikaner fra “down south” med obligatorisk string-tie og tøj i brune farver. Han kunne godt virke lidt studs med en lidt surladen attitude, men han var en dygtig leder og gav altid en hånd med, når der var mange kunder i biksen, f.eks. efter en god film i “Base Theater” ved siden af, hvor der ofte kom 100 kunder på een gang.

Jeg fik i løbet af de 14 måneder på Thule bl.a. besøgt Camp Century, Camp Tuto, IGY-stationen, Saunder Ø og en lang del af kysten sydpå mod Kap York.

Transporten foregik med en dump-renoveret, opvarmet, lukket jeep på veje, spor eller hav-is, en enkelt gang med hundeslæde (tak til Hans i Dundas) og militær helikopter.

Et kig ind i Wolstenholme Fjord.

På vej op ad Thule-fjeldets vestside til platuea’et på toppen

USO-dansepiger viser baller frem i NCO klubben.

Vejviser til B-mountain og I.G.Y (Internationale Geofysiske Års station), hvor jeg flere gange tog op til forskerne ved nordlys og mange stjerneskud.

Sylvia på mit værelse - i festhumør!